
Oplevelser for børn i Tivoli Friheden
marts 13, 2021Sæsonen åbner d. 1. april med flere store nyheder og oplevelser for børn i Tivoli Friheden.
Sæsonåbningen af Tivoli Friheden har gennem de sidste mange år været et fast indslag når foråret kigger frem. Og sådan bliver det også i år. Tivoli Friheden åbner torsdag d. 1. april kl. 11.30 til en ny sæson med masser af nyheder for børnefamilier, farverige forårsblomster og et hav af gode, gamle traditioner – men også nye vaner. Gæster over 15 år skal i år fremvise dokumentation for, at de er blevet testet negativ for covid-19 maks. 72 timer før ankomsten til Tivoli Friheden. (Læs mere om restriktioner fra kulturministeriet)
Den kommende sæson i Tivoli Friheden byder bl.a. på nyheden og børneforlystelsen “Solstorm”, 100.000 farverige forårsblomster og så vender Danmarks største Blomsterfestival tilbage til juli. Senere på sæsonen vil der som tidligere være pyntet op til Halloween og Jul i Friheden.
Læs også: Ferie og Børn’s anmeldelse af Tivoli Friheden
Som altid vil Tivoli Friheden holde fast i mange af de gamle traditioner – men tilføjet lidt nye vaner. Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, glæder sig til igen at byde Frihedens mange besøgende tilbage i parken:
”Meldingen om at vi igen må åbne parken blev i den grad modtaget med glæde. Vi har mange nyheder på programmet bl.a. en helt ny forlystelse og en stor fejring af foråret, og vi kan slet ikke vente med igen at berige og bevæge vores gæster. Når vi åbner 1. april vil der forsat være et meget synligt element af ekstra rengøring og hygiejne samt krav om afstand. Forholdsreglerne handler om ansvarlighed overfor fællesskabet – og selvfølgelig helt konkret om at beskytte både gæster og medarbejdere.”
Der er således stor opmærksomhed på, at Tivoli Friheden lever op til alle myndighedernes restriktioner samt parkens egne, øvrige tryghedstiltag. Se retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger.
Solstorm – En ny forlystelse for børn
Friheden åbner sæsonen d. 1 april, med en premiere på den helt nye forlystelse for børn – Solstorm. Den nye forlystelse erstatter den meget populære forlystelse Jeep Safari, der siden 1985 har underholdt både børn og forældre med kilden i maven og vind i håret.
Den familievenlige Solstorm sender gæsterne ud på en rejse rundt om solen i en af de fire planetvogne. I et horisontalt rundtosseri rammer solstormen for fuld styrke, og der er garanti for både grin og hvin – for børn i alle aldre.
Oplevelser for børn i Tivoli Friheden i 2021
Det sker i Tivoli Friheden i 2021:
- Forår i fuldt flor, 1. maj – 30. maj 2021.
- Blomsterfestival, 1. juli – 8. august 2021.
- Halloween, Efterårsferien 2021.
- Jul I Friheden, Julen 2021.
Forår i fuldt flor

Til maj vil over 100.000 farverige og frodige forårsblomster som tulipaner, narcisser, prydløg og kejserkroner pynte i parken. Blomsterfloret vil være hele syv gange så stort som normalt og er Tivoli Frihedens velkomsthilsen til et spirende og længeventet forår.
Det er den århusianske havemand Claus Dalby, der har designet og sammensat parkens bede, ud fra sine kendte maksimalistiske principper. Hver søndag i maj vil gæsterne kunne opleve Claus Dalby i Tivoli Friheden, hvor han deler ud af sin viden og erfaring. Han holder foredrag foran Restaurant Terrassen, og man kan følge ham på guidede rundvisninger i parken.
Danmarks største Blomsterfestival

I Juli måned vil landets største blomstermekka fylde alle afkroge af Tivoli Friheden og flere tusinde blomster vil vokse op af forlystelserne, sno sig rundt om træerne og vælte ud af skraldespandene.
Sanseoplevelsen er i fokus på Danmarks største Blomsterfestival, når Tivoli Frihedens sommergæster igen kan se, mærke, dufte, smage og tænke blomster på en helt ny måde – som mad, kunst, traditioner, historie, miljøaktivisme og meget andet. På Blomsterfestivalen kan gæsterne bla. deltage i kreative events og workshops for alle aldre, opleve inspirationshaver og smage grønne serveringer.
Halloween i efterårsferien

I efterårsferien er intet, som det plejer i Tivoli Friheden. Parken forvandles nemlig til et sandt paradis for hekse, spøgelser og uhyggelige zombier, når Tivoli Friheden for 14. år byder velkommen til Halloween i efterårsferien. Både dag og aften er parken fyldt med fantastiske oplevelser for både børn og voksne – Her kan man bl.a. opleve græskarudskæring og magiske lyssætninger til et horrormysterium, hvor Pjerrot indtager rollen som øksemorder.
Jul i Friheden

Jul i Friheden er garanti for at give julelys i øjnene, når Tivoli Friheden igen i år inviterer børn og voksne indenfor til et magisk juleland spækket med over 300.000 julelys, julemandens værksted, julekor, juleboder, kulinariske oplevelser og Danmarks måske højeste juletræ af lys.
Blandt andet kan man glæde sig til at gå turen gennem den 70 meter lange lystunnel med 50.000 LED lys, ligesom man kan opleve mere end 16 kilometer juleranker, der pynter parken op til jul. Friheden vil i den grad funkle og vække julestemningen hos store og små.
Kilde: Pressemeddelelse