Kør selv ferie med børn

Kør selv ferie med børn

januar 7, 2022 2 Af Helle Jensen

Kør selv ferie med børn kan være fantastisk – Hele familien samlet på meget lidt plads i flere timer, eller måske endda dage..! Fordelen ved kør selv ferie med børn er at der er mulighed for at pakke en masse ting med, som vil være meget svært, om ikke umuligt, at få med i bus, tog eller fly, men der er også flere ulemper som de mange timer timer i bilen 😉

De fleste familier har nok prøvet at have børn på bagsædet som hvert 3. minut spørger “hvornår er vi der” og kort tid efter er far og mor typisk gået fra at have rigeligt med godt humør, til at forsøge at tælle til 10, inden der bliver svaret tilbage på det ellers så simple spørgsmål 😉
Andre familier kæmper måske med at børnene bliver køresyge, inden de nærmest er nået ud af byen.

Men heldigvis er der gode muligheder for at forebygge og planlægge sig til en god kør selv ferie med børn!

5 hurtige svar om kør selv ferie med Børn

Kan man tage på kør selv ferie med børn?

Ja, du kan sagtens tage på kør selv ferie med små børn. Det er dog vigtigt at det bliver på børnenes præmisser. Husk at spædbørn ikke må køre så langt.

Hvor langt kan man køre med børn?

Du kan køre med børn i mange timer. Men husk godt med pauser og underholdning til børnene. Vi har uden problemer kørt til Frankrig, Østrig, Tyskland, Norge og nordlige Sverige med børn i bilen.

Hvad skal man pakke til kør selv ferie?

Det er vigtigt at have pakket en taske til bilen med kølige drikkevarer, snacks, underholdning og vådservietter 😉
Se hele listen i artiklen.

Hvor kan man tage på kør selv ferie?

Du kan tage på kør selv ferie alle steder. Men specielt europa er et godt sted at køre, da infrastrukturen er god. Landende omkring er perfekte til kør selv ferie. Tjek evt. de tyske, franske og italienske campingpladser – de er generelt børnevenlige, byder på meget underholdning, har mange muligheder for hytter og mobilehomes og er generelt velholdte.

Kan man køre om natten?

Ja, det kan man sagtens. Det kan ofte være en fordel, da børnene kan benytte tiden til at sove. Vær dog opmærksom på at det kan være hårdt for føreren. Læs mere i artiklen.

Kør selv ferie med børn – Vigtige ting at huske:

Den absolut vigtigste regel er at huske at kør selv ferien starter så snart bilen ruller ud af indkørslen. Det kan lyde som en selvfølgelighed, men ikke desto mindre er det utrolig vigtigt for at både børn og voksne får en god tur.
Planlæg derfor turen i forvejen og pak bilen med de nødvendige ting til føreren, co-driver og børnene i bilen.
Herunder er ekort huskeliste over ting du skal have med i en rygsæk eller ligende. Husk at du nemt skal kunne komme til tasken inden i bilen på køreturen.

5 ting der skal med i bilen

  1. Små snacks
    Til at stille den lille sult og så er det jo ferie.
  2. Frugt
    Børn elsker frugt – og så det vist også ret sundt 😉
  3. Vådservietter
    Erfaringen viser at der altid bliver brug for dem
  4. Kølige drikkevarer
    Vand, sodavand, juice eller lignende – Det er altid en balancegang med drikkevare, for ingen skal gå “sukkerkold”! Men for meget giver hyppige toiletbesøg på kør selv ferien!
  5. Brækposer
    Det kan lyde lidt sjovt at disse er på denne liste, da det jo ikke ligefrem er med til at sprede glæde – men her er det mere hvad det kan gøre ikke at have det klar der kan bekymre.
    TIP: Køb brækposer med kant på apoteket, det gør bare det hele meget nemmere 😉

Underholdning til kør selv ferie med børn

Frugt og snacks er desværre sjældent nok til at holde den gode stemning ned ad hele den tyske autobahn – Hav derfor planlagt lidt underholdning til bilen – det kan være:

  • Quiz (for større børn) – Det kunne være børne Trivial Pursuit. Husk at den der kører bilen ikke må deltage, da det tager fokus fra kørslen!
  • Vittigheder – især mindre børn er vilde med vittigheder!
  • Lydbøger
  • Playliste som både børn og voksne kan høre
  • Små konkurrencer – Det kunne være tælle gule biler konkurrence
  • Bilkort – eller anden for for kortspil som ikke kræver et bord.

Du kan få nogle ideer til underholdning til køreturen her

Planlæg kør selv ferie med børn

Det er altid en god ide at starte planlægningen i god tid med de helt basale ting… Er der olie og sprinklervæske på bilen, passer autostolen, er autostolen indstillet korrekt. Kan børnene have benene bag sædet. Er det nødvendigt med tagboks for at have bagagen, skal campingvognen pakkes og hvad med cyklerne, skal de bag på bilen – Dette varierer selvfølgelig alt efter om det er en skiferie, campingferie, hotelophold, hytte eller andet.

Den tredje nummerplade

Den 3. nummerplade er den nummerplade der bruges til at sætte bag på bilen når du f.eks. har en cykelanhænger eller bagageboks på som skygger for den normale nummerplade. Den 3. nummerplade kendes på at tallene står med rød skrift.
Det koster 110 kroner at bestille nummerpladen hos SKAT. Der følger skruer og afdækning med. Du skal dog være opmærksom på at det kan tage op til 4 uger at få nummerpladen leveret.
Leveringstiden kan dog forkortes ved at vælge afhentning på et motorkontor – Du kan bestille nummerpladen her

Huskeliste – Ting der skal pakkes med i bilen:

  • Taske med snacks, brækposer, frugt og drikkervarer
  • Ipad’s – Nogle børn kan sidde og se iPads i timevis imens andre bliver køresyge så snart de ser på en skærm
  • Høretelefoner – så hele bilen ikke skal høre Teletubbies 😉
  • Puder – evt. nakkepuder (Det er vigtigt at sidde godt på lange ture)
  • Sovedyr – AV AV det kan tage lang tid at blive tilgivet for at have glemt dit barns yndlingsbamse!
  • Toiletsager – tandbørste og tandpasta, hvis børnene skal puttes i bilen
  • Jakker og skiftetøj – Man forventer det aldrig men det sker…til små børn er det rart at man ikke skal have kufferter ud af bilen for at finde skiftetøj når uheldet er ude.
  • Anders And blade – eller andet let læseligt underholdning
  • Solafskærmning – vigtigt at vi som forældre har styr på dette, især små børn har svært ved selv at sige fra
  • Opladere til iPads og mobiltelefoner
  • Tæpper eller dyner
  • Skraldeposer – Der vil komme skrald 😉
  • Håndsprit – I disse tider er håndsprit bare et must.
  • Mønter (evt. euro) til toiletbesøg – På Autobahn skal du betale for at komme på toilet.
  • Pas og kopi af registreringsattest – Vi viser dem sjældent, men rart at have dem i bilen
  • Booking papirer
  • Forsikringsbevis
  • Kaffe til far og mor – husk termokande og krus
Husk udstyr til kør selv ferie med børn
Bilen er pakket til kør selv ferie med børn

Se den komplette pakkeliste til kør selv ferie med børn:

Til skiferien har vi lavet denne pakkeliste:
Pakkeliste til skiferie med børn

Til sommerferien kan du benytte denne pakkeliste:
Pakkeliste til solferie med børn

Til sommehusturen kan du benytte denne pakkeliste:
Pakkeliste til sommerhus

Husk at holde pauser

Pauser er vigtige for børn såvel som for voksne. Børn er vant til at bevæge sig det meste af deres vågne timer og det kan derfor være svært for mange børn at skulle sidde stille i mange timer. Børn har brug for at komme ud og løbe, gynge eller klatre på en legeplads, som mange større restepladser heldigvis tilbyder – Det giver ro til det næste stræk.
Find ud af hvor langt netop jeres børn kan holde til at køre inden de har brug for at få brugt noget energi!
Er I på kør selv ferie med mindre børn vil det kræve flere pauser end når børnene bliver ældre.

For føreren af bilen er det også vigtigt at holde pauser, og evt. bytte kører regelmæssigt. Når vi tager afsted på kør selv ferie, så er turen altid nogenlunde planlagt hjemmefra. Vi ved derfor at sådan cirka hvornår vi skal holde ind og hvem der skal køre. Det letter stemningen og giver både børn og voksne noget at forholde sig til. Dermed undgår vi at den ene chauffør bliver totalt udmattet af at køre, hvorfra det kan være uforsvarligt at køre videre. Husk at i kører med det mest dyrebare i har!

Gode steder at holde ind på kør selv ferie med børn

Hvad er et godt sted at holde ind?

Det er der mange forskellige svar på alt efter hvad man som familie finder vigtigt. I vores familie går vi altid efter et sted der kan opfylde følgende:

Pauser er vigtige på kør selv ferie med børn
Pauser er vigtige på kør selv ferie med børn
  • Benzin – Vi skal have mulighed for at tanke bilen, så vi kan køre videre med fuld tank uden at skulle bekymre os om dette.
  • Parkering – Hvis vi er med campingvogn, skal der være plads til at kunne parkere nemt med denne.
  • Rene toiletter – Dette er især vigtig med mindre børn, da nogle restepladser kan være decideret uhumske.
  • Legeplads – Det er vigtigt at børnene får mulighed for at få rørt sig lidt efter en lang køretur. Vigtigheden af denne afhænger af turens længde.
  • Mad og drikke – Hvis i ikke har mad med hjemmefra, så er det vigtigt at der kan købes ordentlig børnevenligt mad på den valgte resteplads. Vær opmærksom på at der især i tyskland kan være steder hvor det er mere “sauerkraut” end det vi danskere forbinder med børnevenlig mad 😉

Hvordan finder man de gode steder?

Heldigvis er der rigtig mange gode steder og ligesom i Danmark, så hjælper skiltningen med at give svar på om restepladsen har toilet, mad og benzin – Så er man hjulpet lidt på vej.
Vi har selv prøvet flere gange at køre direkte ud på autobahn igen, uden at stoppe, da vi simpelthen ikke følte det var et sted vi havde lyst til at holde ind. Og efterhånden som vi har været afsted på kør selv ferie nogle gange, så begynder vi at kunne huske nogle af de bedste. Det giver ro til at koncentrere sig om at holde den gode feriestemning i bilen 🙂

Hvis – eller måske nok nærmere når børnene skal tisse selvom der ikke lige var planlagt et stop, så er anbefalingen herfra selvfølgelig at holde ind på den første og bedste resteplads. Men helt klart også at det kun handler om at få tisset og så videre igen. Det kan være fristende lige at lege lidt eller at alle lige skal strække benene. Problemet er blot at hvis dette scenarie udspiller sig flere gange i løbet af turen, så kan det blive en “tidsrøver” som gør at det pludselig tager 3 timer ekstra at komme til Østrig eller hvor turen nu går hen.

Natkørsel med børn i bilen

Vi har 2 børn som til tider bliver køresyge – bl.a. derfor planlægger vi ofte de længere kør selv ferie med børnene til at indeholde natkørsel. Det giver os muligheden for at køre et langt stykke vej imens børnene alligevel sover. Det kræver dog at der er 2 til at køre, da natkørsel er noget hårdere end kørsel om dagen. For de fleste af os er vores krop og hjerne indstillet til at sove om natten og være vågen om dagen – nu skal vi pludselig holde os vågne. Det kan være en udfordring.
Vi får det til at fungere ved at co-driveren får mulighed for at tage nogle “powernaps” i løbet af natten og ved at skiftes til at køre med et par timers mellemrum. For er man først blevet helt udmattet af at køre, så er det bedst at holde ind og få noget søvn – sikkerhed frem for alt!

Små børn er gode til at sove i bilen
Små børn er gode til at sove i bilen

Når vi skal på en længere kør selv ferie – det kunne være en skiferie i Østrig eller solferie i Frankrig – Så har vi turen nogenlunde planlagt hjemmefra, vel vidende at planen sikkert bliver udfordret af tissepauser, kø på motorvejen og andre uforudsete ting.

Her er et eksempel på hvordan vores køreplan kan se ud:

  • Start
    Vi kører hjemmefra Aarhus midt på eftermiddagen.
    Alle har tisset og bilen er klar i god tid – evt. allerede dagen før.
    Starten af turen er altid den nemmeste, da børn og voksne er spændte og glæder sig til at komme afsted. Derfor kører vi typisk lidt længere inden første stop.
  • Første stop kl. 18.00
    Det passer som regel med at vi når frem til et sted imellem Flensborg og Hamborg inden kl. er 18 og dermed tid til aftensmad.
    Her holder vi ind på en god resteplads med ordentlig mad og legeplads. Vi tager os altid god tid med at få spist og leget. Herefter får børnene børstet tænder og kommer i nattøjet, helt som de plejer derhjemme. Det er som et ritual der betyder at nu er det tid til at sove 🙂
  • Det lange træk
    Efter lidt tid og hygge på bagsædet, falder vores børn oftest hurtigt i søvn. Har man forberedt sig godt ved at sikre at børnene sidder godt og at de har mulighed for at læne hovedet op ad autostolen og/eller en pude, så har mange børn heldigvis nemt ved at sove under køreturen.
    Herefter er det nu at vi som forældre skal sikre en god og sikker kørsel, så langt som mulig imens børnene sover. Vi sørger for at skiftes til at køre hver gang vi tanker bilen. Under turen sørger co-driveren for kaffe og godt humør indtil natten falder på og der bliver tid til powernaps.
  • Morgenmad
    Når børnene vågner er det tid til morgenmad.
    Ligesom ved aftensmaden, gør vi meget ud af at finde et godt sted at holde ind, så børnene kan lege og vi alle kan få en god portion morgenmad.
    Ved at have kørt hele natten er vi som regel kun få timer fra destinationen og kan derfor planlægge tiden på restepladsen så det passer med at vi når frem til aftalt tid.
  • En afstikker
    Hvis der er mange timer til vi kan møde ind på vores feriemål, så har vi ofte benyttet timerne til at tage en afstikker fra ruten til at tage på en kort udflugt.
    Det kan være at holde ind ved en vingård eller holde ind ved en by og gå en tur. Dette er et hit for børnene!
  • Ankomst
    Når vi ankommer til vores destination efter en nats kørsel, så er vi som forældre typisk ret brugte, imens børnene er super friske efter at have sovet “næsten” som de plejer. Derfor er vores første dag på ferie (når vi har kørt om natten) altid stille og rolig 😉

Fordele og ulemper ved natkørsel

Der er fordele og ulemper ved at vælge at køre om natten.
Her har vi listet dem op overfor hindanden – så er det op til dig at finde ud af hvad der vægter tungest for jeres familie 😉

Fordele

  • Kommer hurtigere frem.
  • Børnene sover det meste af vejen.
  • Mindre trafik.
  • Næsten aldrig kø.
  • Godt for køresyge børn, da man ikke bliver køresyg når man sover.

Ulemper

  • Anstrengende at køre om natten.
  • Kræver typisk at der er 2 til at køre.
  • De voksne er trætte ved ankomst.

Kør selv ferie med børn om dagen

Når kør selv ferien med børn planlægges med kørsel om dagen. Så er det vigtigt at der bliver holdt flere pauser, både for at tisse, men også for at børnene får rørt sig.
Det er dog også i de vågne timer at man som familie kan benytte turen til at komme tættere på hindanden – ikke blot ved at man sidder tæt i bilen 😉 Men ved at familien har god mulighed for at hygge og snakke.

Selvom de fleste motorveje ikke ligefrem er så inspirerende at kigge på, så er der alligevel undtagelser. De fleste børn synes det er ret sejt når ruten ligges forbi Kassel bakker midt i Tyskland, hvor stigningerne rammer næsten 9% og højdemeterne svinger mere end en den store rutsjebane i Tivoli. Det samme gør sig gældende når de første store bjerge kigger frem på vej til Østrig. Eller når turen går op mod de norske fjelde, hvor naturen kommer helt tæt på.

Fordelen ved at køre om dagen er helt klart at det er nemmere at køre og holde sig frisk i dagslys. Men der er også andre fordele, for ved at køre om dagen er der rig mulighed for at lave længere stop på vejen.
Dette kunne være at ligge en tur forbi outletbyen Neumünster som ligger lidt nord for Hamborg. Her er der legepladser, gode spisesteder og mulighed for at få shoppet billig tøj.

Overnatning

Når man vælger at køre om dagen, vil det i mange tilfælde kræve en overnatning på vejen. Har i en længere ferie kan denne overnatning med fordel forlænges til et par dage. Det giver mulighed for at tage et smut forbi Hamborg, Heide Park, Gozlar, Berlin eller andre byer som ligger i kort afstand fra jeres rute.
Er det blot en enkelt overnatning, så findes der en lang række overnatningsmuligheder langs autobahn. Fordelen ved at tage en overnatning på vejen er at i alle kommer friske frem til jeres ferie 🙂

Hvad end I vælger at overnatte på et motorvejsmotel eller tager en længere afstikker. Det kunne være til en by eller seværdighed i nærheden af ruten – så er det altid en god ide at have planlagt opholdet og booket hjemmefra. Kommer i ind direkte fra gaden uden at have booket, er prisen ofte en noget anden end hvis i booker på forhånd – Tjek evt. hotels.com eller andre søgesider som kan hjælpe med at finde den bedste overnatningsmulighed til den rigtige pris.

Husk det rigtige udstyr

Når man skal gøre klar til kør selv ferie er det vigtigt at have styr på udstyret i god tid inden ferien.

Hjulskift med børn
Hjulskift med børn

Tjek og overvej derfor:

  • Dæk
    Har du skiftet til sommer- eller vinter-dæk – Og er der nok mønster på dækkene. Det er sjovere at købe is for pengene end at betale bøder – Og så er det vigtigt at nå sikkert frem! – Du kan finde reglerne for dæk i udlandet her.
  • Tagboks
    Skal der være plads til ski og støvler eller telt, så kan en tagboks hjælpe. Har du ikke selv en tagboks, så husk at anskaffe dig en i god tid og afprøv den inden i skal afsted.
  • Cykelanhænger
    Skal i have cykler med på ferie, så børnene kan cykle rundt på campingpladsen eller måske for at hele familien kan cykle på ture sammen.
  • Campingvogn
    Skal i have campingvognen med skal denne klargøres inden turen.
    Her er 6 gode råd til campingturen – find dem her
  • Autostol
    Det er vigtigt at dine børn sidder godt når i skal kør langt. Tjek derfor om autostolen er den rigtige størrelse. Er den indstillet korrekt og har de nødvendige godkendelser til udlandet.
  • Sprinklervæske og olie
    Altid en god ide at have tjekket og fyldt på hjemmefra.
    Kører vi om vinteren har vi altid ekstra sprinklervæske med hjemmefra. Det kræver meget sprinkler pga. sne og slud og det er kristisk at løbe tør et sted hvor det ikke kan købes.
  • Tasker og kufferter
    Tjek op på at kufferten stadig kan lynes og at i har en taske til snacks og drikkevarer som kan tages med i bilen.
  • Køletaske
    Planlægger i at have mad med hjemmefra til måltider, kan jeg anbefale at i benytter en køletaske – Det gør at maden er lidt mere spændende efter at have ligget flere timer i en varm bil 😉
  • Navigation
    Mange biler har i dag indbygget navigationsanlæg, hvilket gør det nemt at skrive den ønskede adresse ind og køre afsted efter den. Men husk at mange indbyggede navigationsanlæg skal opdateres en gang om året. Dette er for at de nyeste veje, rundkørsler m.m. er med på kortet.

Opsummering

Her en kort opsummering af de vigtigste ting at huske og overveje til jeres kør selv ferie med børn.

  • Tjek og anskaf udstyr inden ferien
  • Ferien starter I bilen
  • Hav underholdning klar
  • Pak bilen i god tid
  • Overvej om i skal køre om natten eller om dagen
  • Overvej om i har brug for en overnatning på vejen og book i god tid hjemmefra.
  • Lav en køreplan
  • Planlæg turen så i kommer frem til den rigtige tid
  • Hold pauser med leg

Vi har haft vores børn med på kør selv ferie til Norge, Sverige, Østrig, Frankrig, Holland og Tyskland. Og på trods af køresyge og kø på motorvejene, så har vi haft nogle fede ture hvor vi altid er kommet godt og sikkert frem.
Vi kan varmt anbefale kør selv ferie med børn.

RIGTIG GOD TUR 🙂