Høstmarked i Givskud Zoo
september 9, 2021Høstmarked i Givskud Zoo: Når Givskud Zoo åbner op til årets store høstmarked, er der lagt op til god stemning og hygge – De besøgende kan bevæge sig mellem boderne, gå efter de lækre smagsprøver, finde varer fra lokale producenter, og børnene kan give sig i kast med sjove aktiviteter.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Givskud Zoo
Lørdag den 25. og søndag den 26. september 2021 sætter Givskud Zoo fokus på den spiselige natur i Danmark. Det sker med dyreparkens store høstmarked. Her kan de voksne få gode råd til, hvilke lækre sager fra naturen, der kan bruges i madlavningen, og man kan møde lokale producenter, en kok og en jæger.
For børnene er der også masser af sjov, her er det blandt andet muligt at presse æbler til saft, malke, kværne mel og lege i halmlabyrinten.
Jelling Spillemandslaug sørger for hyggelig stemning med musik begge dage. 🎺
“Vi har holdt høstmarked flere gange i de seneste år, så det er blevet lidt af en tradition her over efteråret. Det plejer at være en rigtig god weekend med masser af stemning og inspiration til, hvilke råvarer vi har herhjemme i den danske natur, og hvordan man kan bruge dem hjemme i eget køkken.”
Udtaler biolog og formidler Lasse Stærdal Simonsen
Hygge og formidling
Ifølge tovholderen er eventen også en mulighed for at formidle om fordelene ved at handle lokalt.
“Udover at være nogle hyggelige dage for vores gæster giver dette høstmarked os mulighed for at formidle om, at man kan få mere bæredygtighed ind i sin dagligdag og passe bedre på naturen ved for eksempel at vælge danske æbler i supermarkedet, frem for de æbler, der er fragtet halvvejs rundt om kloden og har kostet mere i det globale CO2-regnskab. Så vi satser på en sjov weekend med mulighed for at lære nyt.”
Siger Lasse Stærdal Simonsen og tilføjer:
“Så vi kombinerer de hyggelige oplevelser for hele familien med muligheden for at få viden både om lokale produkter og om klima og miljø.”
Der er åben på markedspladsen lørdag den 25. og søndag den 26. september 2021 – begge dage fra kl. 11.00 til 16.00. Alle aktiviteter foregår ved eventpladsen på P2.
TIP: Køb billetter online og spar 10 kroner pr. billet.
Køb billetter her
Program for Høstmarked i Givskud Zoo
- 11.00 – 16.00 Markedspladsen er åben
- 11.00 – 16.00 Pres æblesaft og kværn dit eget mel
- 11.00 – 15.30 Deltag i dagens konkurrence og vind årskort
- 11.00 – 16.00 Jelling Spillemandslaug spiller koncerter i løbet af dagen
- 11.00 – 16.00 Leg i halmlabyrinten
- 11.00 – 16.00 Smag på naturen med kok Jesper Davidsen
- 11.00 – 16.00 Givskud Zoos Venner laver insekthoteller og foderbrædder
- 11.00 – 16.00 Smag røgede specialiteter ved jæger Lars Graulund Hansen
- 15.45 Dagens vinder af de fire årskort findes på scenen
Kilde: Pressemeddelelse