Fortællinger om affald på Roskilde Museum

Fortællinger om affald på Roskilde Museum

august 24, 2021 0 Af Helle Jensen

Fra middelalderens potteskår til nutidens brugte mundbind – Fra fortidens køkkenmødding til affaldssortering under køkkenvasken. Der er sket meget med vores affald gennem årene og nu kan man blive klogere på netop dette, med fortællinger om affald på Roskilde Museum.

Fra den 30. september kan du opleve udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald” på Roskilde Museum, og her kan dit affald også blive en del af udstillingen!

300 syltetøjsglas vil fra 30. september blive udstillet på Roskilde Museum. I glassene er hverken mormors hjemmesyltede rødbeder eller den nykogte æblekompot fra haven – nej, de mange syltetøjsglas indeholder alt det affald, som du troede var væk for længst: Plastikgafler, kaffekapsler, propper fra vinflasker – ja selv cigaretskod vil blive en del af udstillingen. 

De fyldte glas med nyt og gammelt affald vil få selskab af 100 udvalgte genstande fra Roskilde Museums samling, der fortæller historien om menneskers håndtering af affald – fra oldtiden og op til i dag. 


TIP: Se liste over de bedste museer for børn i København


Vores affald sætter aftryk 

Hvad er affald, hvad siger affald om os som mennesker – og hvordan forholder vi os til affald? 

“Den nye særudstilling er nedslag i affaldets kulturhistorie – Fra jægerstenalders køkkenmøddinger til nutidens genbrugspladser, fra potteskår til plastikaffald. Ved at kigge på vores affald kan vi nemlig blive klogere på os selv”, lyder det fra museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen: 

”Vores affald sætter aftryk – og har gjort det gennem hele menneskets historie. Affald er en vigtig kilde til forståelse af fortiden, for eksempel kan arkæologer bliver klogere på stenaldermenneskets menu ved at studere resterne fra datidens køkkenmøddinger. Så spørgsmålet er, hvad alt det affald, vi producerer i dag, vil fortælle fremtidens generationer?” 

Slagger fra affaldsbrand 

Museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen fik ideen til den kommende særudstilling, da affaldsbjerget hos Solum for et år siden brød i brand og gennem ti uger sendte generende lugte mod Roskildeborgere. 

”Branden fyldte, både i næse og svælg og i medierne, og det blev meget tydeligt for borgerne i Roskilde og omegn, at vores affald bliver ved med at komme tilbage til os. Som museum vil vi gerne være en del af den aktuelle debat om bæredygtighed, affaldshåndtering og klimaudfordringer – og vi håber at kunne bidrage med nye perspektiver.” 

Som en del af udstillingen kan børn og voksne som besøger museet, komme helt tæt på det smeltede slagger fra Solum-branden, og sammen med de mange fyldte syltetøjsglas skal slaggeret få os til at stoppe op og kigge på vores affald med nye øjne. 

”Mennesket har altid været nødt til at forholde sig til affald. Under industrialiseringen hang smoggen tungt over himlen i byerne, men smoggen blev set som et udtryk for effektivisering og profit. I dag håber mange af os nok, at vores affald er væk i det øjeblik, vi lukker låget til skraldespanden under køkkenvasken,” siger Dorthe Godsk Larsen. 

Bliv en del af udstillingen og deltag i workshops

Fortællinger om affald på Roskilde Museum vil med fokus på affald gennem historien ’tappe ind’ i den aktuelle klimadagsorden og give indspark til klimadebatten om overforbrug, genbrug og forurening. 

Som en del af udstillingen vil Roskilde Museum række ud til både borgere og lokale aktører. Museet forventer, at udstillingsperioden vil vare i to år, og undervejs vil der være mange muligheder for at finde sin indre hverdagsaktivist frem og blive en del af udstillingen. 

”På nogle punkter er vi blevet dygtigere til at håndtere vores affald – men måske kan vi også lære noget af at kigge på, hvordan affald er blevet genanvendt gennem tiden. Faktum er jo, at vi lever i en tid, hvor vi fortsat producerer mere og mere affald. Vi håber, at udstillingen kan kaste nyt lys på affald. At den kan engagere mange – og måske ligefrem inspirere folk til at gå nye veje,” lyder det fra Dorthe Godsk Larsen. 

Allerede nu har Roskilde Museum inviteret til to workshops, hvor man kan deltage i skabelsen af ”Det formuldede tæppe”, som bliver en del af særudstillingen.

Fakta om fortællinger om affald på Roskilde Museum: 

  • Udstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald” kan opleves på Roskilde Museum fra den 30. september og sætter fokus på, hvordan vi aktuelt og historisk har håndteret affald. 
  • Udstillingen er et bidrag til en aktuel og alvorlig problematik omkring forbrug og klima og er dermed en stemme blandt mange, der tager del i diskussionerne omkring klodens tilstand, bæredygtighed og menneskets rolle heri.
  • Udstillingen forventes at vare i to år. Den vil løbende udvikle sig og være afsæt for workshops og andre aktiviteter.

Kilde: Pressemeddelelse