Naturkraft inviterer til Krydsfelt

Naturkraft inviterer til Krydsfelt

maj 5, 2021 0 Af Helle Jensen

Naturkraft inviterer til Krydsfelt i naturvidenskab og kultur fra den 27. til 30. maj.
Baggrunden for arrangementet er at gøre den grønne omstilling mere håndgribelig i et lokalt dagligdagsperspektiv – En meget relevant mission for Naturkraft, som dagligt sætter fokus på bæredygtighed og naturens kræfter i oplevelsesparken for børn og voksne ved Ringkøbing. Nu er programmet for Krydsfelt-dagene klar (Se programmet længere nede i artiklen), og de besøgende kan glæde sig til at opleve en bred vifte af stærke lokale aktører blandet med landskendte navne som Mads Langer, Thure Lindhardt, Jan Gintberg, Jesper Theilgaard og Micki Cheng. Arrangementet markerer samtidig genåbningen af Naturkraft efter den lange corona-nedlukning. 

LÆS OGSÅ: Vandbingo for børn

Hvis vi i Danmark skal lykkes med den grønne omstilling, skal bæredygtighed og klima gøres håndgribeligt i et lokalt perspektiv, der passer ind i en travl hverdag. Og én af måderne at gøre det på er, ifølge arrangørerne bag Krydsfelt, at kombinere videnskabens verden med kulturen.

Inspirationen til dette krydsfelt imellem naturvidenskab og kultur kommer fra H.C. Ørsted og H.C. Andersen, som tilsammen udgør Danmarkshistoriens mest betydningsfulde eksempel på en sådan krydsbefrugtning. De to historiske danskere fornemmede, at det er i krydsfeltet mellem vidt forskellige syn på verden, at den bedste version af fremtiden bliver skabt. 

Denne tilgang er arrangørerne bag Krydsfelt inspireret af, og derfor er programmet for de fire dage også en blanding af stærke lokale aktører fra Ringkøbing-Skjern og omegn. Men også mere landskendte navne indenfor både kultur, videnskab og grøn omstilling. De skal sammen skabe et væld af underholdende og inspirerende aktiviteter for børn og voksne.

LÆS OGSÅ: Månedens TIP: Oplevelser for børn i Maj

Det kan du opleve til Krydsfelt

  • Musiker Mads Langer og to lokale børn diskuterer bæredygtighedsdilemmaer fra hverdagen med bæredygtighedsudvikler hos Naturkraft Maria Kjærgaardog Ringkøbing-Skjerns Ungdomsråd i Klimapolet.
  • Direktør i Dansk Erhverv og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen i en debat om krydsfeltet mellem kunst, natur og viden set med erhvervslivets briller med Thure Lindhardt som moderator. Dette krydsfelt vil fokusere på den grønne omstilling i relation til partnerskaber mellem kultur og erhverv – et indsatsområde hos både Dansk Erhverv og regeringen.
  • Micki Cheng fra DR-programmet Den Store Bagedyst arrangerer en madjagt, hvor børnefamilier kan gå på jagt i parken efter bæredygtig mad. Micki Cheng vil løbende bruge de forskellige fund til at kreere en opskrift live fra scenen.
  • Tidligere vejr-vært og nu klimaformidler Jesper Theilgaard deltager sammen med en række anerkendte forskere og kulturaktører i forskellige debatter om alt fra animalsk produktion til klimaforandringer, fremtidens energikilder og bæredygtig produktion.
  • Det internationalt anerkendte Holstebro Dansekompagni viser en særlig danseforestilling i aftensolen.
  • Standupkomiker og TV-vært Jan Gintberg præsenterer med input fra den nationale eventplatform for fossilfri transport, WestWind Challenge, nye tanker og idéer for et TV-koncept, hvor kendisser krydser Danmark i en el-bil for at understrege værdien af klimavenlig transport. 
  • Mød lokale aktører som UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern, der deltager i flere af aktiviteterne – bl.a. i Folkeområdet, som er et gratisområde med udvalgte oplevelser fra arrangementet, heriblandt elbiler, tænketanken Frej og et besøg af Mads Langer og Jan Gintberg en af dagene. 
  • Også Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne er til stede lørdag, hvor de ”sætter strøm til transporten”. Her kan gæster bl.a. køre i elbil eller prøve kræfter med et elløbehjul eller en elcykel.
  • Madmødet, der har til formål at skabe en fælles bevidsthed og stolthed om de mange fødevarer, som Midt- og Vestjylland kan byde på. Madmødet henvender sig både til dem, der henholdsvis spiser, høster, tilbereder og bestemmer – med andre ord både folket, producenten, kokken og politikeren.
  • Fællessang med Mads LangerThure Lindhardt og det store Naturkraftskor, der er en sammensmeltning af en række lokale kor fra oplandet.
  • Alle dage vil der være et særligt program for børnefamilier – bl.a. kreative værksteder, ekspeditioner, quizzer, workshop, lege, labyrinter og meget, meget mere.

Program: 4 dage med hver sin overskrift

Hver dag har sit eget tema, der afdækker vigtige delelementer af den grønne omstilling: 

Torsdag d. 27. maj: Åbningsdag
Krydsfelt åbner med politik, erhverv og forskning krydret med fælles musik- og danseoplevelser. Jesper Theilgaard tager temperaturen på klimaet. Mads Langer tager dine hverdagsdilemmaer op i Klimapolet. Om aftenen disker Holstebro Dansekompagni op med deres danseforestilling, og Mads Langer synger for, når vi synger solen ned. Børn og deres familier vil denne dag kunne blive klogere på bæredygtighedens mange ansigter – f.eks. ved at deltage i Verdensmålsjagten eller den store Klimaquiz. 

Fredag d. 28. maj: Fødevarer og landbrug
Denne dag sætter Krydsfelt fokus på maden, og hvor den kommer fra. Jesper Theilgaard sætter landbruget og forbrugerne sammen for at debattere fremtidens klimarigtige fødevareproduktion. Fredagen står også i børnenes tegn, hvor de kan komme på Madjagt med Micki Cheng og Naturkrafts formidlerteam. Denne dag kan børn og deres familier f.eks. lære mere om, hvor maden kommer fra, fødevarers CO2-udledning og klimaaftryk, biodiversitet, og hvad der får små frø til at blive store, spiselige planter. 

Lørdag d. 29. maj: Produktion og forbrug 
Lørdag er produktion og forbrug af produkter temaet for krydsfeltet. Jan Gintberg tager os tæt på elbilerne i Folkeområdet, hvor du også selv kan prøve eldrevne køretøjer. Den lokalt fødte Tina Tarpgaard danser os rundt gennem naturens kræfter. Børnefamilier kan lørdag blive klogere på, hvordan vi mennesker egentlig påvirker jorden – f.eks. gennem vores affald og forbrug. Dagens sluttes af med Pernille Louise Sejlund og Jesper Theilgaards fælles klimakoncert. 

Søndag d. 30. maj: Kyst og fiskeri
Vesterhavet sætter rammen for søndagen, og vi sætter kyst og fiskeri under lup. Klimatorium og Kattegatcentret kommer og formidler om sammenhængen mellem klimaet og havet. Børn og deres familier kan få et særligt indblik i, hvordan klimaforandringerne påvirker vores hav og kyst – og ikke mindst de dyr, der lever i det. Denne dag er samtidig Krydsfelts sidste dag, hvor Jesper Theilgaard og Christian Have samler op på indtrykkene fra de fire dage.

Se det fulde program her

Krydsfelt byder på fire enestående dage 

Hos Ringkøbing-Skjern Kommune er der store ambitioner for det nye arrangement. Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, fortæller: 

”Med Krydsfelt har vi skabt et arrangement, som er helt enestående. Der er ikke blot tale om en række traditionelle kulturdage med optrædende på en scene, og det er heller ikke bare en faglig konference, der præsenterer ny og vigtig viden. Tværtimod er det den bedst tænkelige krydsning af disse to” 

forklarer han og udtaler videre:

”Vi tror på, at det er med denne kombination af naturvidenskab og kultur, at vi bedst får formidlet til danskerne – og ikke mindst børn og unge – hvordan vi i fællesskab kan skabe en grønnere og dermed mere bæredygtig fremtid. Især når det kommer til det lokale og hverdagslige perspektiv. Netop derfor er vi stolte af, at så mange aktører og organisationer i Naturkrafts lokalområde har valgt at bakke op om og blive en del af Krydsfelt.”

Billetter til Krydsfelt

Billetter til Krydsfelt kan købes HER

Billetterne koster kr. 160,- for en dagsbillet.
Børn fra 0 til 2 år har gratis adgang – men skal stadig have en billet.

Naturkraft opfordrer til at købe billetter på forhånd, da Krydsfelt i Naturkraft har et begrænset salg af billetter for sikre publikums tryghed og sikkerhed. 

Krydsfelt i Naturkraft finder sted fra 27.-30. maj 2021.
Du kan læse mere om det 4 dage lange arrangement her

Gældende retningslinjer for de besøgende

Krydsfelt i Naturkraft følger myndighedernes gældende retningslinjer for COVID-19 med bl.a. fremvisning af coronapas og gyldigt ID for alle over 15 år ved entré, brug af mundbind indendørs og en max kapacitet i antallet af gæster i overensstemmelse med det gældende forsamlingsforbud.

Kilde: Pressemeddelelse