Jyllands Park Zoo – Anmeldelse

Jyllands Park Zoo – Anmeldelse

juli 25, 2020 0 Af Lisbeth Enggaard

Jyllands Park Zoo med børn

Jyllands Park Zoo ligger i Haunstrup ved Herning. Og med bil er det nemt at finde vej, da motorvejen fører direkte til Herning fra Aarhus. Turen derud i bil tog ca. en time, og Silkeborgmotorvejen er heldigvis sjældent belemret med kø og uheld, så meget mere behøver man ikke beregne i transporttid.

Vi ankom til Jyllands Park Zoo lige efter frokost, og allerede på dette tidspunkt var p-pladsen godt fyldt op. Men der var også en plads til os. Parkeringen var gratis og få hundrede meter fra indgangen, en overskuelig afstand for både børn og voksne.

Kort over Jyllands Zoo
Kort over Jyllands Zoo

Et besøg i Jyllands Park Zoo med børn

Når man, som vores familie, har børn med stor aldersforskel, så er det ofte svært at finde på aktiviteter, der er sjove og underholdende for alle. Vi har en dreng på snart 9 år og en dreng på snart 1 år. Derfor var turen til zoo naturlig for os, da dyr er fascinerende for børn i alle aldre.

Den ældste af drengene var spændt på at besøge dyrene, og allerede da vi passerede indgangen var hans opdagelsesrejse begyndt. Fra indgangen var der udsigt til aberne, og deres store røde numser tiltrak opmærksomhed fra første øjeblik. Vi startede derfor vores tur rundt i parken med at besøge aberne. Efterfølgende vendte vi et par gange retur til abernes bur, da de var ret populære. Især var det interessant for den store af vores drenge at se aberne i færd med at pille hinanden for lus og pille hinandens røde numser.

Aberne i Jyllands Zoo
Kig til aberne i Jyllands Zoo

Jyllands Park Zoo rummer mange forskellige dyr, og vi gik hele vejen rundt og så på alle dyrene. Vejen var ikke for lang, og det var ganske overskueligt for både børn og voksne at gå rundt fra dyr til dyr. Vores yngste dreng sad i sin klapvogn hele vejen rundt, og det fungerede fint, da de fleste af dyrenes bure og indhegninger var udstyret med et vindue i hans øjenhøjde.

Læs også: Sagaland – et sted for riddere

Tivoli

Området omkring ind- og udgang i Jyllands Park Zoo var overfyldt. Og da vi først ankom virkede parken derfor lidt uoverskuelig med rigtig mange mennesker. Heldigvis blev vi hurtigt opslugt af dyrene og fulgte vejen rundt langs burene, istedet for at blive i menneskemængden. Turen rundt var ikke overfyldt, der var plads til alle, og de voksne var rigtig gode til at give plads til børnene, så alle fik set dyrene. Selv da søbjørnene blev fodret, kunne vi alle se og høre. Det var en oplevelse for vores børn at se søbjørnene klappe, hoppe og springe efter fisk, også selvom det betød, at dyrene plaskede så meget, at vi blev lidt våde.

Søbjørn I Jyllands Zoo
Søbjørn I Jyllands Zoo

Årsagen til de mange mennesker i forbindelse med ind- og udgang var, at alle parkens øvrige aktiviteter var samlet lige her. Butik, iskiosk, legeplads, cafeteria og tivoli lå samlet, så det både var det første og det sidste vi mødte på vores vej. Der kan være mange gode grunde til at samle alt lige der, men for os virkede det ikke tillokkende. Vi gik udenom de mange mennesker og de lange køer. Og direkte videre til dyrene.

Fodring af søbjørne
Fodring af Søbjørne

Desuden kostede tivoliaktiviterne ekstra. Disse var ikke inkluderet i entreprisen. Dog er prisen for tivoliaktivteterne overskulelig. 5 klip på et kort kostede 25,- og kunne sagtens deles mellem os. En tur kostede et klip. Følgende aktiviteter koster et klip:

  • Ponyridning
  • Bådene på zoo-havet
  • Toget, der befordrer gæsterne rundt i parken
  • Hestekarrusel
  • Bulldozere
  • Minibiler

Det underede os lidt, at parken har valgt at sætte en entrépris, for så bagefter at tage yderligere betaling for udvalgte aktiviteter. For os havde det givet bedre mening at sætte prisen en anelse op, og så gøre alle aktiviteter frit tilgængelige for alle gæster.

Parkens historie – Tidligere Haunstrup Dyrepark

Jyllands Park Zoo startede i 1969 og hed dengang Haunstrup Dyrepark. Parken har siden starten været godt besøgt af lokale børnefamilier og turister. I 1998 fik parken nye ejere, og de ændrede navnet til Jyllands Park Zoo, og de driver stadig stedet.

Mad og drikke

Parken tilbyder både cafeteria og klargjorte grill-pakker, men tillader også medbragt mad og drikke. Vi valgte at købe aftensmad i cafeteriet, som tilbyder traditionel grillmad. Vi valgte pita med kebab og pølsemix, og vi blev mætte, men maden var både tarvelig og overhældt med friture. Det var ærgerligt, for vi ønskede os bedre og sundere mad til vores børn, eller i hvert fald et alternativ til junk food, slik, is og sodavand. Vores store dreng var dog yderst tilfreds med, at han kunne få noget med pommesfrites. Cafeteriet emmede i øvrigt af atmosfære og autentitet på den fede måde. Interiøret var ganske givet det originale fra 1969 med træborde, træbænke, træpaneler, dunkel belysning og nips fra en svunden tid.

Priser

  • entré voksen 175,-
  • entré barn 2-11 år 95,-
  • entré barn 0-1 år 0,-

Desuden tilbyder parken leje af trækvogn, klapvogn, kørestol og både gruppe- og seniorrabat. Se mere om parkens priser og tilbud her https://www.jyllandsparkzoo.dk/da/zoo-aabningstider-priser

Vores dag i Jyllands Park Zoo kostede:

  • Entré for 2 voksne et barn og en baby – med rabat fra regeringens Corona-sommerpakke (normalpris 445,-) 232,50
  • Klippekort med 5 klip + en pose dyrefoder 45,00
  • Tre is (softice med drys) 105,00
  • Aftensmad til 2 voksne og 1 barn 144,00
  • Ialt for en dag i Jyllands Park Zoo 526,50

Vi havde selv vandflasker og juicebrikker med.

Fem hurtige svar om Jyllands Park Zoo

Hvor ligger Jyllands Park Zoo?

Jyllands Park Zoo ligger i Haunstrup lige udenfor Herning. Motorvejen kører næsten lige til døren. Haunstrupvej 13, 6920 Videbæk

Hvad er Jyllands Park Zoo?

Jyllands Park Zoo er en lille men hyggelig zoologisk have med omkring 500 dyr, legepladser, hoppepude, tog, ponyridning og meget mere for både børn og voksne, men mest for børn.

Hvad koster det at besøge Jyllands Park Zoo?

For voksne koster det 175,- og for børn koster det 95,- at besøge Jyllands Park Zoo. Husk at der lige nu er ½ pris pga. regeringens Corona-sommerpakke.

Hvornår er Jyllands Park Zoo åbent?

Jyllands Park Zoo holder åbent fra maj til oktober. I højsæsonen (juli måned) er parken åben hver dag fra 10-18. Udenfor sæsonen lukker parken lidt tidligere. Se parkens åbningtider her

Kan man overnatte i Jyllands Park Zoo?

Nej, man kan ikke overnatte i Jyllands Park Zoo. Om natten er parken forbeholdt dyrene. Men der er mange andre overnatningsmuligheder i Herning.

Hvad er Haunstrup Dyrepark?

Tidligere hed Jyllands Park Zoo – Haunstrup Dyrepark.

Anbefaling af Jyllands Park Zoo

Vi havde en skøn eftermiddag i Jyllands Park Zoo, og efter 4 – 5 timer i solen meldte trætheden sig – ikke mindst for vores yngste dreng. Vi kunne sagtens have brugt mere tid i parken, så vi kunne have set nærmere på flere af dyrene, så børnene kunne have leget mere, hoppet mere og prøvet mere i tivoli. Men vi nåede ikke mere den dag. For en relativt beskeden pris fik vi en god dag på børnenes præmis.

Dog skal det nævnes, at beliggenheden ikke er optimal, da der er langt til Haunstrup, hvis man ikke bor i Jylland. Og stedet er mindre end Zoo i Odense, Aalborg eller København.

BEDØMMELSE

Jyllands Park Zoo
80 100 0 1
Samlet bedømmelse af Jyllands Park Zoo
Anmeldelse af Jyllands Park Zoo
80/100
Total Score
  • Børnevenlig
    91/100 Super godt
    Beskriver hvor godt er stedet for børn
  • Transport til stedet
    75/100 Meget godt
    Beskriver hvor nemt det er at komme frem til stedet
  • Området generelt
    62/100 OK
    Beskriver hvor godt området/stedet er lavet/indrettet
  • Pris
    90/100 Super godt
    Beskriver hvor dyrt eller billigt det er at komme ind og købe mad