Bøsøre Strand Feriepark med børn – Anmeldelse
august 5, 2020Bøsøre Strand Feriepark med børn – Anmeldelse: Med bilen pakket med børn, telt, campingudstyr og køletaske, har vi sat kursen mod det østlige fyn og Bøsøre Strand Feriepark. ⛺️
Forventninger var gode da Bøsøre Strand Feriepark er en af Danmarks bedste campingpladser.
Vi har booket opholdet 10 dage før ankomsten, da denne sommer betyder stort set fuldt belægning på de danske campingpladser. Vi har derfor booket en sølvplads, som giver adgang til strøm – Se priser længere nede i artiklen.
Pladsen er samtidig valgt, da denne ligger tæt på legeplads, dyr (får) og mere væsentligt – toiletbygning. Med 2 små børn på 4 og 7 år giver det lidt mere ro på at have et toilet tæt ved teltet 😉
Se pakkelisten til teltturen her
Pladsen på Bøsøre Strand Feriepark
Campingpladsen er indrettet med reception, badeland, toiletbygning, køkken, festlokale og den store legeplads ved indgangen til campingpladsen. Herfra ligger pladserne til campingvogne, telte og hytter langs en asfalteret vej, med fortov, som går i en lige linje fra starten af campingpladsen og hele vejen til de sidste pladser. Rundt på pladsen ligger 3 små legepladser, samt en stor toiletbygning med mulighed for bad og madlavning. Især den ekstra toiletbygning giver god mulighed for at de fleste pladser har kort vej til toilet, bad og madlavning.
Toilet, køkken og bade-faciliteter er generelt i god stand og der er sjældent kø, hvilket er en stor fordel for børnefamilier. Her er der ofte børn der meget pludselig får brug for at benytte toilettet 🚽
Campingpladsen er velholdt med hække der afgrænser flere af pladserne, samt masser af store træer der danner læ og giver skygge, når den danske sommer viser sig frem 🌤
Bøsøre strand
Langs med Bøsøre Strand Feriepark ligger stranden. Det giver en super god udsigt fra nogle af de pladser der ligger ud mod stranden.
Bøsøre strand er desværre en stenstrand, som gør det noget nær umuligt at bade direkte fra stranden. Heldigvis er der en god lang badebro med 3 rutsjebaner, der giver mulighed for at bade i havet. Mindre børn (under 6 år) kan dog ikke bunde.
Vi var I havet fra badebroen en enkelt gang i løbet af de 7 dage vi opholdt os på campingpladsen. Her tog vi en hurtig dukkert, hvor den mindste – Kathrine på 4 år, badede i armene af sin far..
Det blev dog kun til små 20 minutter i vandet før end det blev for koldt for børnene og de måtte op og varmes – Den danske sommer er lunefuld 😉
Krabbeløb
At fange krabber er sjovt for både børn og voksne – Og når der så er mulighed for at lave krabbeløb med fangsten efterfølgende – Så er det ren succes!
På badebroen er der lavet 4 kanaler fra broen og ud i vandet, som giver mulighed for at konkurrere om hvilken krabbe der hurtigst klarer turen fra broen og ud i vandet.
Denne disciplin holdt hele familien beskæftiget i flere timer sammenlagt.
Og alt vi behøvede var 2 tøjklemmer, en snor, en lille pind og en halv pakke 3-stjernet salami. Så var det ellers bare med at gå på krabbejagt 🦀
Costa del Bøsøre
På stranden har campingpladsen gjort sig umage for at højne standarden. Dette har de gjort ved at ligge en lang række bambus solsenge, parasoller, og ikke mindst en stor bar. Altsammen er med til at sende tankerne til mere sydlige himmelstrøg. Det er godt lavet og giver en god atmosfære.
Mange benytter de varme dage til at ligge sig her med en god bog eller blot for at tage et hvil imens børnene slår sig løs med krabbeløb 😉
Aktiviteter for børn på Bøsøre Strand Feriepark
- Minigolf
- Fodboldgolf
- Legepladser
- Badeland
- Grisefest
- Kostalden
- Ponyridning
- Tog
- Krea-rum
- Legerum
Minigolf
Minigolf er en aktivitet der går igen på de fleste campingpladser i både ind- og udland. Det er muligvis fordi minigolf giver mulighed for at hele familien kan deltage. Både børn, forældre og bedsteforældre. Samtidig kræver spillet en vis potion held, som mere eller mindre giver alle mulighed for at konkurrere på lige vilkår.
De 12 baner er lavet med forhindringer fra H.C. Andersens eventyr, hvor den lille havfrue, den flyvende kuffert, pigen med svovlstikkerne m.fl. gør alt hvad de kan for at udfordre små og store køllesvingere 😉
Legepladser
Der er 3 mindre legepladser og en stor legeplads på campingpladsen. Den store legeplads er trækplastret for de fleste børn. Her er der hoppepude, trampoliner og klatrenet på den ene side af vejen, samt trampolin, gynger, og mooncar bane på den anden side. Det er også ved den store legeplads at man finder fodboldbanen, som der jævnligt arrangeres små turneringer på.
Badeland for børn
Badelandet på Bøsøre Strand Feriepark giver børn og voksne mulighed for at bade indendørs, når nu det danske vejr ikke altid lover høj sol og 25 graders varme.
Badelandet består af et kompakt indendørs badeland og et udendørs område med et eventyrtårn af rutsjebaner.
Det indendørs område består af 3 pools. Den ene pool er en meget lille pool med meget lavt vand for de mindste børn. Her er der en lille børnevenlig rutsjebane. De 2 andre pools adskilles af en bred, kort og stejl rutsjebane i midten. Her er dybden, så de fleste børn fra 7 til 8 år kan bunde.
Under vores ophold på Bøsøre Strand Feriepark, var der et massivt tryk på det lille (ifht. campingpladsens størrelse) badeland. Der var flere gange op til 30 minutters kø for at komme ind. Desværre var det under vores ophold for det meste for koldt for vores børn at benytte de udendørs rutsjebaner. Det blev til nogle hurtige ture ud for så at søge indendørs 2 minutter senere for at få lidt varme i kroppen igen ❄️
Grisefest og Kostald på Bøsøre Strand Feriepark
På Campingpladsen finder man også den gamle kostald, som er ombygget til en hyggelig beværtning. “Kostalden” benyttes i højsæsonen til at arrangere børne diskotek, livemusik for de voksne og ikke mindst grisefesten.
Grisefesten er en fest for hele familien, hvor slagteren sørger for helstegt pattegris med dertil tilhørende flødekartofler, salat og andet tilbehør.
I løbet af aftenen sørger en spillemand for at de gamle klassiske sange bliver genoplivet i en hyggelig atmosfære.
Tog og Ponyridning for børn
På Bøsøre Strand Feriepark er der gode aktiviteter for børn. Hver dag kl. 12 og kl. 16 kører det lille hyggelige tog. Her kan børn og voksne hoppe med på toget og få en kort rundtur på pladsen. Det er gratis at tage toget og toget kører så længe der er passagerer.
Er børnene mere til en tur på hesteryg, så er dette også muligt. Hver dag står ponyer klar til at give en rundtur på engen. Dette koster 20 kroner pr. tur.
Attraktioner for børn i nærheden
- Naturama, Svendborg (20 minutters kørsel) – se mere her
- Fjord&Bælt, Kerteminde (30 minutters kørsel) – se mere her
- Egeskov Slot, (30 minutters kørsel) – se mere her
- Odense Zoo, Odense (45 minutters kørsel) – se mere her
- Den fynske landsby, Odense (30 minutters kørsel) – se mere her
- H.C. Andersens Hus, Odense (40 minutters kørsel) – se mere her
Du kan se listen over de 10 bedste oplevelser på fyn her
Pris for vores ophold
Her er vores udgifter til 6 overnatninger i uge 31 på Bøsøre Strand Feriepark med 2 børn og 2 voskne.
- Sølvplads med strøm: Kr. 840,-
- 2 børn á kr. 476: Kr. 952,-
- 2 voksne á kr. 686: Kr. 1.372,-
- SAMLET PRIS for 6 overnatninger: Kr. 3.164,-
Her er vores udgifter til aktiviteter i løbet af vores ophold.
- Grisefest – eksklusiv drikkevarer (2 børn og 2 voksne): Kr. 428,-
- Badeland (kr. 30 pr. person pr. tur): Kr. 210,-
- Bad (Betaling for varmt vand ved bad): Kr. 60,-
- Ponyridning: Kr. 40,-
- SAMLET PRIS for aktiviteter: Kr. 738,-
Den samlede pris (eksklusiv mad og drikkevarer) for 6 overnatninger er 3.902,-
Beregn Jeres feriebudget nemt og enkelt her
FAQ
Campingpladsen ligger midt imellem Svendborg og Nyborg på østfyn.
Vores pris for en uges ophold på en sølvplads med strøm var 3.164 kroner.
Ferie og Børn giver campingpladsen 4 stjerner – læs mere i artiklen.
Der er gratis Wi-Fi på hele campingpladsen.
Adressen til campingpladsen er:
Bøsørevej 16
5874 Hesselager
Anbefaling af Bøsøre Strand Feriepark med børn
Vores uge på Bøsøre Strand Feriepark med børn var samlet set en god oplevelse. Der er gode aktiviteter for børnene og de finder hurtigt venner blandt de mange børn på campingpladsen.
Selve campingpladsen tilbyder gode sanitære foranstaltningen, som gør det nemt og rart at lave mad, komme til toilettet og få et bad. Desværre trækker det lidt ned at de fleste aktiviteter foregår i den ene ende af campingpladsen. Dermed bliver der meget langt for de små børn som skal gå eller cykle på vejen op gennem campingpladsen, hvor der kører mange biler.
Badeland og minigolfbane er gode og populære aktiviteter – desværre virker badelandet en anelse for lille ifht. det antal personer som ønsker at benytte denne, samtidig med at det er synligt at især badelandet trænger til en generel opfriskning.
Bøsøre Strand Feriepark ER en hyggelig og velfungerende campingplads, hvorfra man er i kort afstand fra flere udflugtsmuligheder, som bla. Naturama, Egeskov slot, Fjord&Bælt, Odense Zoo og selvfølgelig H.C. Andersens Odense.
Så på trods af at prisen ligger i den lidt dyre ende kan vi anbefale et besøg hos Bøsøre Strand Feriepark 🙂
BEDØMMELSE
BEDØMMELSE-
Børnevenlig85/100 Super godtBeskriver hvor godt stedet er for børn
-
Transport til stedet91/100 Super godtBeskriver hvor nemt det er at komme frem til stedet
-
Området generelt73/100 GodtBeskriver hvor godt området/stedet er lavet/indrettet
-
Pris49/100 NogenlundeBeskriver hvor dyrt eller billigt det er at komme ind og købe mad
FOR
- Gode bad og toiletfaciliteter
- Venligt personale
- Skøn natur
- Gode aktiviteter
IMOD
- Prisen er i den høje ende
- For små børn kan det være en udfordring at der er lang til aktiviteterne
Vi synes helt sikkert at Bøsøre Strand Feriepark er et godt sted for børn.
Vi var selv afsted i uge 29 – dog oplevede vi også et stort tryk på badelandet.
Men lækkert sted med gode muligheder for at køre ud og se attraktioner på fyn.