En verden af oplevelser på Springfestival 2021

En verden af oplevelser på Springfestival 2021

maj 14, 2021 0 Af Helle Jensen

En verden af oplevelser på Springfestival 2021 – ZeBU og Børnekulturhus Ama’r varmer op til teaterfestival fra 25. – 30. maj. Børnfamilier kan glæde sig til en uge med Springfestival. En uge fyldt med mere end 80 opførsler fra syv forskellige lande.

For syvende år i træk byder ZeBU i tæt samarbejde med Børnekulturhus Ama’r velkommen til oplevelser på Springfestival 2021. Programmet består af overraskende, tankevækkende og poetiske forestillinger, der sætter scenen med alt fra gadeteater til byvandringer, performances til koncerter.

Læs også: Månedens Tip – Oplevelser for Børn

Oplev Springfestival i hjertet af Amager

Musiktorvet og de omkringliggende spillesteder på Amager bliver fyldt til randen med oplevelser på Springfestiavl – fra den prisvindende børnekoncert med Marlene Kjærgård (vinder af Børnejazzprisen 2020) til en ny lokal byvandring, Moderland, i samarbejde med unge fra Teaterhuset. 

International teaterfestival fra 25. – 30. maj. (Foto: ZeBU)
Oplevelser på Springfestival fra 25. – 30. maj. (Foto: ZeBU)

I ugeprogrammet bliver mere end 500 skoleelever inviteret til at opleve den anmelderroste forestilling Laika af spansk/catalanske Xirriquiteula Teatre, der ligeledes kommer på visit med festivalens langbenede maskotter. Giraffer, der legesygt går på opdagelse mellem publikum, og som i år kan fejre deres 20-års jubilæum.

Program til Springfestival

I weekenden kan publikum opleve gadeteater fra Italien, magisk objektteater fra Belgien, legende og vild dans fra Schweiz forenet med nycirkus og lydteater fra danske kompagnier. Programmet spænder bredt, og der vil være oplevelser for enhver smag og for alle aldre.

Se hele programet her

Kulturborgmesteren åbner weekendprogrammet
Det officielle weekendprogram bliver skudt i gang om fredagen ved en festivalåbning, hvor kulturborgmester Franciska Rosenkilde klipper det røde bånd og byder publikum velkommen til Springfestival 2021. Åbningens gæster kan opleve gadeteater af canadiske Corpus, jazzkoncert ved Papa Kotji samt prisuddeling af Springprisen 2021. Springprisen 2021 hædrer en person, et teater, en institution eller et initiativ der er et forbillede for fornyelse indenfor dansk børneteater, med en pris på 10.000 kr. samt et kunstværk af Barbro Åberg.

På selve festivalpladsen kan gæsterne opleve en farverig kunstinstallation udarbejdet af billedkunstner Maria Lau Krogh i samarbejde med 300 børn, voksne og ældre. Sammen har de skabt en stor installation med inspiration fra hjulet, der farverigt og festligt skaber samtale og leg på festivalpladsen – for selv små hjul kan flytte store ting.

Coronavenlige oplevelser på Springfestival

ZeBU, Børnekulturhus Ama’r og arrangørerne bag festivalen tager forholdsregler, og det vil være påkrævet, at gæster over 15 år skal kunne fremvise et gyldigt coronapas ved ankomst til festivalen. Der vil desuden være et team af arrangører og frivillige, der sørger for at guide alle rundt på pladsen samtidig med, at forestillinger med nedsat publikumskapacitet kræver en pladsbillet, som kan erhverves på festivalpladsen den dag, endagsarmbåndet gælder til weekenden.

Om ZeBU

ZeBU er et teater på Amager i København, der producerer og viser forestillinger for børn og unge. ZeBU er også navnet på den pukkelryggede okse, der i Indien opfattes som hellig og går frit rundt i gaderne. ZeBU er en kreativ forkortelse for “Scenekunst for børn og unge”. ZeBU er både et stationært teater med scene på Amager Kulturpunkt og et turnerende teater, der kommer rundt i hele Danmark og det meste af verden. ZeBU arrangerer blandt andet festivalerne – Amager Børneteater Festival i efterårsferien og SpringFestival, der afholdes i maj måned i lige år.

Kilde: Pressemeddelselse