Julehygge med børn

Julehygge med børn

november 27, 2022 2 Af Helle Jensen

Julen er børnenes fest! Her er der både travlhed med at få lavet ønskelister, købt julegaver, holdt julefrokoster – Men det er også en tid med plads og tid til børnene. Mange familier har gode faste traditioner som hele familien kan være sammen om og glæde sig til – Det er ren julehygge med børn 🎄

Vi har samlet vores forslag til hvad i som familie kan lave sammen op til jul. Her er der lagt op til ren julehygge med børn og resten af familien.

Glædelig JUL 🎁

16 forslag til julehygge med børn:

  1. Tag på Juleudstilling
  2. Byg en snemand
  3. Tur på kælkebakken
  4. Send julekort
  5. Klip julepynt
  6. Lav juledekoration
  7. Fæld juletræ
  8. Pynt juletræ
  9. Skriv et brev til julemanden
  10. Julebag med børn
  11. Julehistorier for børn
  12. Lav julegaver
  13. Julesange
  14. Æbleskiver med børnegløgg
  15. Tag på julebesøg
  16. Julehygge med børnene

Tag på juleudstilling (1)

Jul på Bakken med Pjerrot (Foto: Dyrehavsbakken)
Jul på Bakken med Pjerrot (Foto: Dyrehavsbakken)

Op mod jul er der mange gode muligheder for at tage på julemarkeder og juleudstillinger rundt i landet. Bla. på Bakken og i Tivoli i København er der pyntet op til jul. Her skabes hvert år en magisk julestemning med julebag, juleboder og Pjerrot i julehumør. Også i Tivoli Friheden i Aarhus er der pyntet op til jul, her kan man opleve pjerrots juleshow, Danmarks højeste juletræ og masser af julelys.

Her er et lille overblik over attraktioner der holder åbent i julen, hvor man kan nyde de mange julelys og den glade julestemning i børnehøjde 🙂

Byg en snemand (2)

Sne nok til at bygge en snemand (Foto: Ferieogbørn.dk)
Sne nok til at bygge en snemand (Foto: Ferieogbørn.dk)

At være ude og lege i sneen er et hit for selv de mindste børn. Her kan der hygges med at lave en snemand, hvilket giver børnene mulighed for at udfolde deres fantasi og kreativitet. Her er selv den mest skæve og knoldede snemand et kunstværk 😉
Er projektet med en snemand lidt for omfattende, så kan vi anbefale at lave engle i sneen eller starte en god sneboldskamp ❄️

Sådan kan du lave en fin snemand ⛄️

  1. Rul en stor snebold
    Start med at lave en snebold og rul så snebolden frem og tilbage i sneen, så bolden bliver større og større.
  2. Rul en lidt mindre snebold som krop
    Denne rulles på samme måde som den første, men rul den ikke større end i kan løfte den op på den anden.
  3. Rul en mindre snebold som hoved
    Den sidste snebold skal sættes på toppen af de 2 andre.
  4. Pynt snemanden med hat, øjne og mund
    Tøm køleskabet for kartofler og gulerødder og måske endda en gammel hat og et halstørklæde. En gulerod som næse – Kartofler som øjne og mund og måske som skjorteknapper. Og til sidst sættes hat og halstørklæde på, så julemanden kan holde varmen 😉

Tur på kælkebakken (3)

Søskende på kælketur (Foto: Ferieogbørn.dk)
Søskende på kælketur (Foto: Ferieogbørn.dk)

Det er desværre sjældent at der falder nok sne i Danmark til at tage en tur på kælkebakken. Så når der så endelig falder sne nok, så er det bare med at komme afsted med det samme! For en tur på kælkebakken er bare fedt – både for børn og voksne. 🌨
En kælk fra supermarkedet eller et numsebræt er super fint og kan give mange sjove timer på kælkebakken. Er du på kælkebakken med små børn, så tag en tur i kælken sammen med dem – Det er noget der sætter gang i lattermusklerne og noget børnene husker 🛷

Send et julekort (4)

Alle mennesker kan lide at modtage et julekort 📬 Og børn elsker at lave dem! Et julekort behøver ikke altid at være et kort kun med bogstaver, det kan også indeholde:

  • Julepynt
  • En juletegning
  • Et billede af familien – måske med nissehuer på.
  • En perleplade

Ved at udvide mulighederne for et julekort, bliver det også nemmere for mindre børn at deltage på lige fod med større børn og voksne.

Tip: Bedsteforældre elsker at modtage julekort 💌

Klip julepynt (5)

Frem med karton, farver, glitterpapir, saks og limstift – Og så igang med årets julepynt. Klip nissehuer, kravlenisser og juletræer eller lav mussetrapper og guirlander. De lidt større børn kan give sig i kast med at flette julehjerter og kræmmerhuse til juletræet.

Køb godt med farvet karton, papirsstrimler, pebernødder og varm kakao – Husk at sætte julemusikken på repeat – Så er der linet op til en eftermiddag med hygge og juleklip 🎄

Lav en juledekoration (6)

Årets juledekoration færdiggøres (Foto: Ferieogbørn.dk)
Årets juledekoration færdiggøres (Foto: Ferieogbørn.dk)

Glem alt om Georg Jensen og Normann adventsstager og byt det ud med en hyggelig kreativ dag med børnene. I kan evt. starte med at tage en tur i skoven for at finde mos, kogler, grangrene og andre effekter til jeres juledekorationer.

Det skal du bruge for at lave juledekorationer med børnene:

  • Krukke, Potte, fad eller anden form for skjuler.
  • Avispapir til i bunden
  • Ler
  • Stearinlys – Evt. kalenderlys.
  • Mos
  • Gran
  • Diverse pynt – Kogler, troldegrene, julekugler, små nisser m.m.

3 steps til hvordan du laver en juledekoration:

  1. Start med at fylde krukken halvt op med avispapir. Dette gøres for at spare på leret og gør at dekorationen ikke bliver for tung
  2. Herefter fyldes resten af krukken op med let fugtigt ler. Leret formes godt ud i kanterne og der bygges en forhøjning til der hvor lyset skal stå.
  3. Dekorationen pyntes med mos, gran, julekugler og andre indsamlede ting.

Tip: Bedsteforældre bliver meget glade for juledekorationer fra børnebørn 😉

Fæld juletræ (7)

Fælde juletræ med børnene (Foto: Ferieogbørn.dk)
Fælde juletræ med børnene (Foto: Ferieogbørn.dk)

I nogle familier er dagen hvor der skal fældes juletræ en stor begivenhed. Vælg en dag i weekenden og start dagen med en god morgenmad, hvor der hygges hele familien sammen. Herefter kører hele familien ud til et af de mange steder i landet hvor man selv kan finde og fælde juletræet.
Her får man en sav i hænderne og så er man klar til at finde det bedste juletræ 🎄Og det er faktisk slet ikke så svært – så alle familier kan være med.

At gøre det at fælde juletræ til en familietradition kan varmt anbefales og kan sagtens kombineres med bl.a. æbleskiver med børnegløgg, når årets juletræ er bragt til huse 🙂

Pynt juletræ (8)

Juletræet pyntes (Foto: Ferieogbørn.dk)
Juletræet pyntes (Foto: Ferieogbørn.dk)

Det at pynte juletræ er en stor ting for børn. Træet bliver nok ikke farvekoordineret og i lige linjer. Men kan familien se igennem fingre med dette, så har i en tradition sammen med jeres børn, som er helt unik.
Hos os er det altid den mindste på 4 år, som må sætte stjernen på – så bliver hun løftet op til toppen af træet for at udføre det ærefulde hverv. 🎄

Men inden juletræet skal pyntes, skal det først stå og pynte udenfor. Her placeres træet så det kan ses fra stuen. Træet bliver derefter tildækket med led lys, som er tilkoblet strøm med en timer. Således tænder træet selv hver dag kl. 16.00 og slukker kl. 24.00. Det giver julehygge helt ind i stuen i de mørke timer indtil vi alle er gået i seng. 🔆

Skriv et brev til julemanden (9)

Ønskelisten afleveres til julemanden (Foto: Ferieogbørn.dk)
Ønskelisten afleveres til julemanden (Foto: Ferieogbørn.dk)

Et brev til julemanden – DET er vigtigt! Hvordan skal julemanden ellers vide hvad han skal komme i sækken til juleaften?
Julemanden kan heldigvis læse børneskrift og tyde alle tegninger – Så skidt med om alt er stavet korrekt, om der i det hele taget er en traditionel ønskeliste i brevet. Det vigtigste er at få skrevet eller tegnet det helt rigtige brev til julemanden og få postet det i postkassen, så det kan komme hele vejen til Julemandens værksted på Grønland. Møder i julemanden til julemarked, som på billedet ovenfor, så tager han også gerne imod ønskelisten 😉

Her er lidt ekstra julestemning og info fra Post Nord

Tip: Pebernødder og brunkager går rigtig godt til brevskrivning til julemanden 😉

Julebag (10)

Julebag er julehygge for børn (Foto: Ferieogbørn.dk)
Julebag er julehygge for børn (Foto: Ferieogbørn.dk)

Når vi når december måned, så skal der julebages. For julen hænger unægtelig sammen med pebernødder, brunkager og konfekt.

Hos Ferie og Børn har vi listet nogle af vores favoritter til julebagning. Find bl.a. opskriften på de bedste havregrynskugler. Find ideer til julebagning med børn her.

Julehistorier (11)

Juletid er tid til julekalender i fjernsynet. Men det er også tid til at finde de gode gamle julebøger frem. Børn er vilde med at få læst historier og julens historier er ingen undtagelse. Der findes mange super gode juleeventyr og julehistorier.

Her er et lille udpluk vi kan anbefale:

  • Den lille pige med svovlstikkerne (H.C. Andersen)
  • Peters jul
  • Rasmus Klump og Juletræet
  • Cirkeline – God Jul

Lav julegaver (12)

I værkstedet for at lave hjemmelavede gaver (Foto: Ferieogbørn.dk)
I værkstedet for at lave hjemmelavede gaver (Foto: Ferieogbørn.dk)

De fleste af os kan godt huske hvordan det var at lave julegaver til sin mor og far, da man var barn. Det var altid super svært at holde på hemmeligheder og spændingen til mor og far skulle åbne pakken med den selvlavede skål af ler var næsten ikke til at holde tilbage.
Det er bare en stor ting at kunne give julegaver til sin nærmeste familie – Specielt når man er barn. Så giv børnene muligheden for at glæde sin nærmeste familier. Det kan være en søster, bror, far, mor, bedsteforældre m.fl.

Her er 11 ideer til hjemmelavede julegaver fra børn:

  • Hjemmelavet julepynt
  • Et håndaftryk eller fodaftryk i ler
  • Håndaftryk på papir med maling (sættes i en ramme)
  • Nøglering af krympeplast
  • Uro til vinduet
  • Maling af stofpose (indkøbsnet)
  • Figurer af trylledej
  • Malede sten
  • Tegning som kan sættes i ramme
  • Maleri på lærred
  • Bordskåner af træ

Julesange (13)

Vi kender det alle sammen – Når december måned nærmer sig, begynder julesangene i radioen, børnene øver julesange i skole og børnehave – Og helt uden vi ved hvordan, begynder vi pludselig at nynne de gode gamle jule-klassikere – Nu det jul igen, På luften sidder nissen, Til julebal i Nisseland og alle de andre.
Børn elsker at synge – Så frem med julesangene og øv til juleaften.
Og sidder sangene ikke helt fast, så bare på med musikken via anlægget og så er der snart julehygge med børnene. 🎼🎄🎤

Æbleskiver med børnegløgg (14)

Æbleskiver med gløgg er en stor tradition i vores familier. Her kombinerer vi det, så vi er sammen om at lave juledekorationer og når vi så er færdige med årets juledekorationer, så er der gløgg og æbleskiver. Det er en stor dag for børnene som med denne dag sætter julen igang med fuld smæk på julestemningen.

Husk at lave børnegløgg – Den voksne gløgg går ikke til børn, der er simpelthen for meget alkohol i.

TIP: Her er en god opskrift på børnegløgg – velbekomme 😉

Tag på julebesøg (15)

Julen er en perfekt anledning til at besøge venner og familie. Tag på rundtur og overrask familien ved at aflevere julegaverne personligt og tag en pose med de hjemmelavede pebernødder med. Det varmer og spreder julestemning helt ind i familiens stuer 🏠🎁❤️

Julehygge med børn (16)

Julehygge med børn er alle de 15 ovenstående ting man kan lave sammen som familie – Men faktisk er det vigtigste ved julehygge med børn, at hele familien er samlet og de voksne tager sig tid til at være sammen med børnene. Måske med et brætspil, måske med hjemmelavet konfekt, måske er konfekten hjemmebragt 😉 Men det vigtigste er den tid vi har sammen ❣️

RIGTIG GLÆDELIG JUL FRA ALLE OS HOS FERIE OG BØRN 🎅🏽