
Golfskoven.dk – Anmeldelse
august 23, 2020Golfskoven med børn
Golfskoven med børn – Vi har besøgt Golfskoven i Højbjerg med vores to børn på henholdsvis 9 år og 10 mdr. Det er forholdsvis nemt at finde vej til Golfskoven både med bus, på cykel og i bil. Og lige til venstre for indgangen er der rigeligt med gratis p-pladser. Dog er skiltningen i forbindelse med både parkering og vejen til Golfskovens lokaler temmelig mangelfuld. Golfskoven er nyeste skud på den aarhusianske aktivitetsstamme. Og de kan prale af mere end 3500 m2 indendørs adventuregolfbane, petanquebaner og pool-borde.
Vi ankommer en helt almindelig mandag eftermiddag med en meget spændt og forventningsfuld dreng på 9 år (vores yngste mand tager sig en eftermiddagslur i klapvognen). Og da vi kommer indenfor er det da også noget af en oplevelse med udsigt til en indendørs skov med minigolfbaner og jagthytte og grusbaner til petanque. Golfskoven har gjort sig umage med udsmykningen og deres satsning på at det stadig skal være en ”naturoplevelse” at spille minigolf, selvom det foregår indendørs, er helt rigtig i vores optik. Man kan være sikker på, at man altid kan spille i tørvejr. Og det er en fornøjelse, at der er noget kønt at kigge på, selvom vi befinder os i en lagerbygning midt i et industrikvarter.

LÆS OGSÅ: Jyllands Park Zoo – Anmeldelse
FAQ
Golfskoven er den nye indendørs adventure golfskov i Aarhus. Her kan du spille mingolf, petanque eller pool, mens du hygger dig med vennerne og familien. Der er fokus på konkurrencer og sjov, men du kan også tage en pause med mad og drikke.
Du finder Golfskoven i en lagerbygning midt i et industrikvarter i Højbjerg lige udenfor Aarhus. Der er umiddelbart let adgang i bil, men også nemt at komme til, hvis du er med bus eller på cykel.
Adressen er:
Søren Nymarks Vej 6
8270 Højbjerg
Golfskoven holder åbent:
Mandag til Torsdag: kl. 13-22
Fredag: Kl. 13-23
Lørdag: Kl. 11-23
Søndag: Kl. 11-22
En runde adventuregolf hos Golfskoven koster:
Kr. 89,- for voksne
Kr. 69,- for børn
En eftermiddag i Golfskoven med børn
Der er hverken mange mennesker eller kø i Golfskoven, så vi får køller og bolde udleveret med det samme, dog er der ikke mulighed for at låne en børnekølle, alle køllerne er lige høje. Men vi får en opfordring til at hente deres app, så vi kan tælle point på telefonen i stedet for at gå rundt med papir og blyant. Appen er nem at finde ud af, det tager ikke mange minutter før vi er klar med pointtavlen.

Der er en lille øve-bane som det første i skoven. Vi starter godt nok med at øve os, men med en 9-årig som deltager, så har vi ret travlt med at komme i gang med selve spillet, tålmodighed er ikke en spidskompetence hos en 9-årig. Og det er rigtig hyggeligt at gå rundt og spille minigolf indendørs i en kunstig skov med familien. Vi har et sovende barn i klapvogn, og han kommer nemt og uden problemer med rundt på banerne, der er god plads på stierne, og meget lidt kø ved banerne.
LÆS OGSÅ: København for børn – Anmeldelse
Da vi er halvvejs i spillet tager vi en pause i baren, hvor vi får noget koldt at drikke. I baren er det muligt at købe både øl, vand og drinks. Men der er ikke noget drinkskort – og heller ikke menukort til deres køkken, og det er jo lidt ærgerligt, at man skal gætte sig til både mad og drikke. Vi beder om menukort og drinkskort, og på opfordring lykkes det os at få et overblik. Vi køber to colaer og to passion-drinks (alkohol).

Da vi har fuldført den gode og velanlagte minigolfbane, så beslutter vi at afprøve deres petanquebaner. Vær opmærksom på at det koster ekstra at leje petanquekugler. Også dette spil er meget hyggeligt og familievenligt. Men det varer ikke så længe før vores store dreng taber både koncentrationen og interessen. Vi slutter dagen af med nachos fra Golfskovens køkken, som vi deler, mens vi snakker om de fine detaljer i lokalernes udsmykning og gætter på, hvad man kan bruge jagthytten til. Se afsnittet om golfskoven, hvis du vil vide mere.

Pris for en eftermiddag i Golfskoven med børn
Sådan ser regnskabet ud for vores familie – 2 voksne, 1 barn (9 år) og en baby:
Adgang til adventuregolf, leje af bolde og køller 247,00
Adgang til petanquebane i 55 min., leje af kugler 119,00
Sodavand og drinks (cola 28,- pr stk., drinks 48,- pr stk.) 152,00
Nachos 48,00
I alt 566,00
Med en regning på 566,- for en eftermiddag med to voksne og et barn i Golfskoven ligger denne aktivitet i den dyre ende i forhold til, hvad vi ellers har besøgt. Vi havde nogle hyggelige timer i Golfskoven, men det var kun en eftermiddag. Og selvom vi gerne ville bruge lang tid på minigolf og petanque, så kunne vi ikke trække mere ud af det besøg. Det skulle da lige være en tur på sejrsskamlen. Man kan naturligvis spille om æren og få sejrens sødme foreviget med den fine og meget store lånepokal 🙂

Åbningstider
Mandag | 13-22 |
Tirsdag | 13-22 |
Onsdag | 13-22 |
Torsdag | 13-22 |
Fredag | 13-23 |
Lørdag | 11-23 |
Søndag | 11-22 |
Prisliste hos golfskoven
Priserne varierer selvfølgelig efter, hvad man vælger, mens man besøger golfskoven. Herunder har vi listet priserne på aktiviteter. Mad og drikke er ikke listet her:
Pris voksen:
Voksen – adventuregolf | 89,- |
Ekstra runde (kan ikke bookes online) | 59,- |
Poolbord – 55 minuttter (børn må gerne være med) | 60,- |
Petanquebane – leje af kugler (børn må gerne være med) | 119,- |
Pris barn:
Barn op til 12 år – adventuregolf | 69,- |
Ekstra runde (kan ikke bookes online) | 39,- |
Anbefaling af Golfskoven.dk
Golfskoven.dk kalder deres indendørs minigolfbane for adventuregolf, da banerne skulle være lidt større end almindelige minigolfbaner. Faktisk lever banens 18 huller op til de officielle regler for mingolfbaner, og kan derfor benyttes til internationale turneringer. Alt er under tag og uanset vind og vejr kan man underholde sig her. Både minigolfbaner, petanquebaner og pool borde er samlet på en location. Og det er hyggeligt og godt lavet med fine udsmykninger. Jagthytten, som også er en hytte indenfor, kan benyttes ved større selskaber efter aftale med golfskoven.

Golfskoven.dk tilbyder løsninger til både polterabend, teambuilding, fødselsdag og firmaarrangementer. Alt sammen events, der er rettet mod voksne. Og jeg er meget enig i deres satsning på forsamlinger uden børn. Stedet er fint og ideen med en indendørs minigolfbane er super god, men det er helt sikkert sjovere en fredag aften med vennerne over et par fadøl, end det er en mandag eftermiddag med børn, cola og klapvogn.
Desuden synes jeg, at prisen er høj i forhold til det udbytte et barn får. Vi kunne snildt have lejet os ind på en minigolfbane et andet sted til en væsentlig lavere pris og givet vores dreng en ligeså god oplevelse der.
BEDØMMELSE
Golfskoven-
Børnevenlig58/100 OKBeskriver hvor godt er stedet for børn
-
Transport til stedet83/100 Meget godtBeskriver hvor nemt det er at komme frem til stedet
-
Området generelt60/100 OKBeskriver hvor godt området/stedet er lavet/indrettet
-
Pris54/100 NogenlundeBeskriver hvor dyrt eller billigt det er at komme ind og købe mad
FOR
- Gode indendørs baner
- Hyggelig atmosfære
IMOD
- Ikke målrettet børn
- Prisen er for høj ifht. andre muligheder med børn